Euroflorist

Floristinterview

Karen Fly fra Blomsterpigen i Vinderup

Vores florister har længe imponeret de mange blomstermodtagere med deres dekorationer, buketter og sammenplantninger. Vi vil derfor gerne præsentere jer for vores florister gennem vores floristinterview. Denne gang har vi interviewet Karen Fly fra Blomsterpigen i Vinderup. Læs hele interviewet nedenfor og se billederne fra hendes smukke og charmerende butik.

Hvad kan du bedst lide ved at være florist og hvorfor besluttede du dig for at blive florist?
Lige siden jeg var barn, har jeg altid elsket blomster og planter, og jeg brugte meget tid på at dekorere. Jeg har faktisk altid været en kreativ pige og har det med at få nogle skøre og sjove ideer. Så det, at jeg skulle være florist, har nok altid ligget i mig.
Jeg synes, det er dejligt, når jeg kan se og jeg ved, at mine kunder er glade og tilfredse, når de forlader butikken. Så ved man, at man har gjort noget, der betyder noget for andre.
Jeg elsker, at få nye ideer og prøve dem af i min butik.. og så er det jo skønt, at mine kunder også synes om dem.

Hvorfor tror du at blomster er vigtige for folk?
Jeg tror, at blomster betyder meget for folk, fordi det er en måde, at vise sine følelser og glæde på. Vi giver blomster til enhver lejlighed og vi ved, at det altid vil bringe glæde, omsorg og kærlighed, til modtageren.
Jeg tror ikke folk kan undvære blomster, lige meget hvor mange argumenter, man kan komme med, så synes alle vel, at det er dejligt at komme i et hjem, hvor der blomster og planter. Det giver jo en form for liv og hygge.

Hvorfor valgte du at blive medlem af Euroflorist?
Da jeg åbnede min butik, var der allerede en blomsterbutik i byen, som havde en anden floristkæde.
Jeg synes, det kunne være sjovt og spændende at få en anden leverandør/kæde i byen, derfor valgte jeg Euroflorist. Det har jeg bestemt ikke fortrudt.
Jeg synes, det er dejligt at man kan tilbyde den ekstra  service til sine kunder.

Hvad er den mest fantastiske ordre eller forespørgsel som du har fået som florist?
Jeg har haft mange sjove, spændende og fantastiske ordrer igennem tiden.
Men den største og meste udfordrende ordre, var nok dengang, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville lave en brudebuket til TV- programmet ” Hvad bruden ikke ved”. Det var en kæmpe udfordring og vildt spændende.

Tilbyder du specielle produkter?
Jeg har ikke nogen specifikke produkter i min butik. Men idet min butik ligger i forlængelse at et supermarked, har jeg ” delt ” butikken op. Det vil sige, at jeg prøver at have et bredt sortiment, for at tilfredsestille alle de kunder, der kommer igennem supermarkedet. Og så inde i selve butikken, prøver jeg at adskille mig , så butikken ikke ligner et supermarked eller nogle af mine andre kollegaer .
Jeg bruger meget tid på at finde gode leverandører, med nogle specielle  og unikke potter og planter, så vi butikker ikke kommer til at ligne hinanden alle sammen.

Kundservice