Halloweenkrea for børn

Find kreakassen frem, nu skal vi skabe lidt halloweenmagi! Saml børnene og lav sjovt halloweenpynt til hjemmet. Med enkle materialer, farverige efterårsblomster og en god portion fantasi kan I skabe alt fra søde spøgelser til uhyggelige monstre. Perfekt til halloweenfesten eller som en sjov aktivitet i efterårsferien.


Lav Halloweenpynt med enkle materialer

Der skal ikke meget til for at komme i gang med halloweenkrea. Du har måske allerede mange af de ting, du skal bruge, derhjemme, såsom toiletruller, farvet papir, tuscher, lim og snor. Tilføj nogle efterårsblomster eller grønne grene for at give kreationerne lidt ekstra farve og halloweenstemning. Børnene kan selvfølgelig sætte deres eget præg på årets halloweendekorationer og gøre dem lige så søde, sjove eller uhyggelige, som de har lyst til.

Halloween Figures

Halloweenfigurer af toiletruller

Giv gamle toiletruller nyt liv, og forvandl dem til søde monstre, hekse og græskar! Det er en nem halloweenaktivitet for børn, der kun kræver få materialer og passer perfekt til en hyggelig krea-stund derhjemme eller i efterårsferien.

Materialer

  • Tomme toiletruller

  • Farvet papir i forskellige farver

  • Lim

  • Saks

  • Rulleøjne (eller tegn dine egne)

  • Tuscher eller farveblyanter

How to make a toilet roll witch

Sådan gør du

  1. Vælg, hvilken halloweenfigur du vil lave, for eksempel Frankensteins monster, et spøgelse, en heks, en flagermus eller et græskar.

  2. Vælg farve på papiret, så det passer til din figur. Klip papiret til, så det passer rundt om toiletrullen, og lim det fast.

  3. Lad limen tørre lidt, så papiret sidder ordentligt fast.

  4. Lim rulleøjne på, eller tegn dine egne med en tusch. Tegn derefter mund, tænder, ar eller andre sjove detaljer, der giver figuren personlighed.

  5. Klip detaljer som vinger, ører, hår, hat eller en græskarstilk ud af farvet papir.

  6. Lim detaljerne fast på toiletrullen, og lad det hele tørre.

  7. Nu er din halloweenfigur klar til at lege med eller pynte hjemmet med!

Tip!

Gør dine halloweenfigurer endnu mere legesyge med et par små afskårne blomster eller grene. Prøv for eksempel roser, nelliker eller krysantemum i efterårsfarver.

Hanging Ghost Decoration

Halloweenkrans med blomster og spøgelser

Forvandl toiletruller til søde små spøgelser, og lad dem svæve sammen i en blomstrende halloweenkrans. Børnene kan male og dekorere deres egne spøgelser, mens en voksen hjælper med at sætte blomsterne fast på metalringen og samle kransen. En sjov halloweenaktivitet, I kan lave sammen, og en fin dekoration at hænge op, når I er færdige.

Materialer

  • Tomme toiletruller

  • Hvid hobbymaling

  • Pensel

  • Tuscher

  • Saks

  • Ståltråd eller en metalring

  • Afskårne blomster og grønne grene

  • Tråd eller snor

Sådan gør du

1. Tryk forsigtigt toppen af toiletrullen flad, og klip den rund, så spøgelset får et blødt, rundt hoved.

2. Klip små spidser nederst på toiletrullen for at give spøgelset en svævende form.

3. Mal hele toiletrullen hvid, og lad malingen tørre helt.

4. Tegn et sødt, fjollet eller uhyggeligt ansigt med en tusch.

Step-by-step guide to cutting, painting and drawing a Halloween ghost from a toilet roll

5. Læg blomster eller grønne grene rundt om metalringen, og fastgør dem med tynd ståltråd. Her kan en voksen være nødt til at hjælpe.

6. Fastgør snore til metalringen, så kransen kan hænges op.

7. Lav forsigtigt to små huller over for hinanden øverst på spøgelset. Brug et stykke ståltråd, en nål eller spidsen af en saks til at lave hullerne.

8. Træk derefter en snor eller et stykke ståltråd gennem hullerne, og form en løkke, så spøgelset kan hænges op.

Step-by-step guide to attaching flowers and ghosts to a metal ring for a Halloween wreath

9. Fastgør spøgelserne rundt om ringen. Lad dem gerne hænge i forskellige højder for at skabe en legende, svævende effekt.

10. Hæng jeres færdige halloweenkrans op. Nu er spøgelserne klar til halloween!

Tip!

Fastgør små plastikgræskar, edderkopper eller andre halloweenfigurer mellem blomsterne. Lad børnene vælge deres favoritter og skabe deres egen uhyggelige dekoration.

Lad halloweenmagien begynde

Find maling, toiletruller og lim frem, og lad fantasien få frit løb! Til halloween må det gerne være både skørt, uhyggeligt og lidt fjollet. Lad børnene skabe præcis, hvad de har lyst til! Gør spøgelserne ekstra drilske, monstrene ekstra uhyggelige, eller find på helt jeres egne halloweendekorationer. Med nogle få enkle materialer kan I lave masser af sjovt pynt til halloween. Nu er det tid til at slippe kreativiteten løs!

Forfatter

Sanne Pårup

Content Manager Euroflorist Sverige, Danmark & Norge

Elsker alt, der har med kreativitet at gøre, fra DIY-projekter og sæsonbetonede hobbyprojekter til inspiration til hjemmet. Hun nyder at dele enkle idéer, der inspirerer til kreativitet og bringer flere blomster ind i hverdagen.